Multitudes er inspireret af standardiserede betonklodser, i folkemunde kaldet betongrise. En betongris betegner den type af betonelementer, som bruges til at regulere vores adfærd i det offentlige rum – eksempelvis til afspærring af byggepladser, som terrorsikring eller som rabat på midlertidige veje. Elementer, der som regel laves til at gå uset hen – som en ‘neutral’ og funktionel infrastruktur – men som i Sofie Amalie Andersens skulpturserie skifter karakter.
Skulpturerne er ikke til at komme udenom: De indtager plads, og beder os om at forholde os til dem, se nærmere på dem, gå igennem dem, røre ved dem og sidde på dem. De genfortæller historier om det specifikke urbane landskab de står placeret i – om Vestegnens særlige moderne arkitektur og om de mennesker, der igennem generationer har levet iblandt den. Multitudes fejrer opfindelsen af beton, men stiller sig samtidig kritisk overfor vores stigende forbrug af materialet – og den måde det påvirker vores natur og klima. Skulpturerne kigger ind i sig selv: de undersøger hvad der giver dem styrke, og hvad der giver dem svaghed, og hvordan de er beholdere for både erfaringer og spørgsmål.
Følger man Multitudes rundt i de fem kommuner, vil man for alvor opleve noget af det der kendetegner Vestegnen: variation. De fem forskellige steder er udvalgt for at udvide, understrege og understøtte skulpturernes egne særpræg. Hver skulpturgruppe tager fat på en specifik tematik omkring individ, samfund, kultur og natur, og bryder på hver sin måde med forventningerne til hvordan et adfærdsregulerende betonelement kan se ud. Skulpturerne peger i forskellige retninger, og deres både konkrete og metaforiske referencer til Vestegnen åbner op for en mangfoldighed af tolkninger og associationer. Multitudes indeholder ikke bare én, to eller fem mulige betydninger, men lige så mange, som der findes individer i verden.
Plakat af Carl Lützen
